HØJ KVALITET
På alle produkter
 HURTIG LEVERING
1-3 hverdage
 TILMELD NYHEDSBREV
Og få en gave!
 E-MÆRKET
En sikker dansk hjemmeside
 GRATIS FRAGT
Ordrer fra 600 DKK


Vejen til eliten....

Oprettet d. under Ambassadør indlæg

Vejen til eliten....
Vejen til eliten....
Vejen til eliten....

FORTID

Jeg har altid været ekstremt vild med sport. Jeg kan huske i folkeskolen, hvor jeg bare ville tage de her atletikmærker, og jeg ville have guld med emalje. Mine klassekammerater var virkelig trætte af mig, fordi jeg ønskede at lave bib-test eller coopertest.

 

Jeg har aldrig dyrket én form for sport, men altid gået til meget forskelligt, fordi jeg ret hurtig blev træt af det jeg lavede. Svømning stoppede jeg til, fordi jeg ikke måtte snakke med min veninde, og ridning fordi jeg havde vundet de stævner jeg havde sat mig for at vinde. Jeg har også prøvet holdsport, men nej. Jeg vil ikke sige jeg er dårlig med en bold, men jeg syntes ikke om at løbe efter den. Jeg har altid gerne ville til OL jeg anede bare ikke i hvad, og min mor prøvede ihærdigt at tale mig fra det, fordi jeg var så sports-forvirret.

I 2008 efter min konfirmation, løb jeg mit første halvmaraton, som foregik over Storebæltsbroen, 02:07:38. En oplevelse jeg virkelig fik skrevet mig bag ørerne.

 

I 9. klasse startede jeg på Oure efterskole, hvor jeg skulle have adventure som linje. Den passede perfekt til mig, fordi jeg kunne få lov til at prøve en del forskellig sport. Som en del af linjen skulle vi på adventure races, som kunne være alt fra 4-24 timer. Sporten havde et stort fokus på udholdenhed, hvilket jeg fandt spændende. Der hvor kroppen presses så langt ud og ikke kan mere, men alligevel kan.

 

I gymnasiet var min interesse for udholdenhedssport stigende, og jeg begyndte at drømme om at gennemføre en Ironman en dag. Jeg kan huske vi havde svømning i gymnasiet, og jeg var så klar til at give den hele armen. Jeg blev virkelig klogere. Svømning var ikke noget jeg bare lige gjorde og det var skrækkeligt at være en af de dårligste i klassen til at bevæge sig i vand. Jeg husker tydligt at jeg gik hyldende ud i omklædningen.

 

I 2.g var vi på studietur til Club La Santa, hvor vi kunne vinde en pris for at være mest aktiv i løbet af ugen. Jeg valgte derfor ikke at drikke alkohol, gå tidligt i seng og jeg lå meget lidt på solvognen. Jeg ville vinde, ikke kun prisen for den mest aktive, men også den mini-triatlon vi skulle konkurrer i senere på ugen. Jeg svømmede 400 på ryggen, og jeg var en af de sidste der kom op af vandet. Jeg løb ud til min cykel, og uden erfaring på en racer tonsede jeg afsted. Jeg kan huske jeg lå side og side med min nuværende kæreste Marian, klasse største konkurrencemenneske. Vi satte cyklerne samtidig og Marian stak af. Jeg var så bitter, og forsøgte at holde hovedet koldt. Til min fordel fik Marian krampe, og jeg vandt.

 

Senere i gymnasiet købte Marian og jeg hver en racercykel og ville cykle fra Nordborg til Skagen på 24 timer. En tur på 406 km uden søvn, og med længste tur inden på 70 km. Jeg tror faktisk aldrig jeg har været så smadret i før. Jeg husker at jeg faldt i søvn på toilettet i Skagen, da vi spiste med mine forældre. Vi havde klaret turen på 22 timer.

 

I 2014 flyttede jeg til Odense for at studere og her begyndte min drøm om Ironman igen. Jeg ville lære at svømme, koste hvad det ville. I 2015, deltog jeg i min første halve Ironman i Kronborg, hvilket var helt unikt. Jeg havde svømmet i min våddragt en gang før og jeg kunne ikke rigtig crawle i det kolde vand, men jeg havde det så sjovt og hårdt. I 2016 begyndte min lille drøm om, at jeg måske en dag kunne konkurrer mod de allerbedste i verden. Være professionel og leve af at dyrke den sport jeg efterhånden elskede. På det tidspunkt er Ironman distancen stadig det højeste man kunne nå for mig, og derfor deltog jeg i Ironman Copenhagen samme år. Jeg havde et klart mål og det var at kvalificere mig til VM i Ironman på Hawaii også samme år. Da jeg løb over målstregen i København, vidste jeg at jeg skulle gøre det igen. Jeg var overhovedet ikke tilfreds med min præstation, selvom jeg havde fået en 2. plads og takket ja til et Hawaii kval. Kun syv uger efter stod jeg sammen med min familie i Kailua-Kona og skulle for anden gang deltage i en Ironman.

 

Årene gik og jeg udviklede mig mere og mere. Da jeg i 2018 konkurrerede for anden gang på Hawaii, vidste jeg at jeg ikke skulle konkurrer på fuld distance, men på den halve og at denne distance skulle være starten på min elite karriere. Jeg følte mig mættet af 42 km i løbeskoene og jeg kunne godt lide at få noget mere fart i min krop, før jeg igen om mange år skulle konkurrere på Ironman distancen.

 

NUTID

2019 er løbet ud og jeg har vendt timeglasset, så et nyt år kan starte. På mange måder er jeg skræmt og på mange måder jeg er så spændt. Når jeg ser tilbage på min tid som AG (aldersgruppe)-triatlet, ser jeg tilbage på helt vildt meget udvikling. Jeg sluttede 2019 af med at konkurrer til VM på halv ironman i AG25-29 i september. Jeg skrev speciale samtidig og selvom elitesport og uddannelse sagtens kan gå hånd i hånd, så blev jeg stresset. Jeg oplevede et pres fra min egne skuldre, som jeg ikke kunne fjerne. VM i Nice, blev derfor et fint løb, men ikke det jeg havde håbet på. Alligevel var det fantastisk at være afsted og opleve mit 4. VM i triatlon med min familie. Jeg er imponeret over at jeg er nået hertil, hvor jeg står i dag og lige om lidt sker der noget nyt. Eller okay, så nyt er det heller ikke, men for mig er det. 2020 er nemlig mit første år i et elitefelt, pro-licens eller hvad det alt kan hedde. En direkte raceplan har jeg ikke, fordi jeg ikke ved hvad jeg har lyst til at konkurrer i, men jeg er nok at finde steder hvor der er nogle højdemetre.

 

I 2020, er jeg så heldig at få næsten hele min morgenmad serveret fra Vangsgaard Treat. Mit yndlingsmåltid er helt klart morgenmad, fordi det er det første jeg spiser og jeg synes virker bare det er lækkert! Jeg spiser typisk en stor portion havregrød på havremælk og chiafrø. Det er ligesom basen og hvad der så efterfølgende kommer ovenpå af diverse topings har ingen grænser. Jeg har dog min favoritter. En banan, mandler, kakaonibs, brombær, en spsk. peanutbutter, rosiner, kokosflager og lidt karamel sirup. Det giver noget energi til min travle hverdag

 

Skrevet af

Elitetriatlet Line Bonde

 


Ingen kommentar(er)
Skriv din kommentar